Spring til indhold

Schengenvisum

Hvis man som udlænding ønsker at besøge Danmark for en kort periode, skal man have et visum, hvis man er statsborger i et visumpligtigt land.

Se listen over visumpligtige lande.

Når der stilles krav om visum til statsborgere fra visse lande, er formålet at kontrollere hvem, der får lov til at indrejse og opholde sig i Danmark og de andre Schengenlande. Schengenlandene beslutter normalt i fællesskab hvilke lande, der skal være visumpligtige. Udvælgelsen af lande sker ud fra immigrations- og sikkerhedsmæssige samt politiske overvejelser.

Formålet med et visum er, at man kan besøge Danmark og/eller de andre Schengenlande i en kortere periode. Hvis man ønsker at opholde sig i Danmark i længere tid, skal man ansøge om en opholdstilladelse. Når myndighederne behandler ens visumansøgning, vurderer de derfor, om der er risiko for, at man ønsker at tage fast eller længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengenlande uden lovligt grundlag. Hvis det vurderes at være tilfældet, vil man få afslag. Det gælder fx, hvis man søger om opholdstilladelse og visum samtidigt, eller hvis man allerede har en verserende ansøgning om opholdstilladelse.

Udlændinge, der har fået visse typer opholds- og tilbagerejsetilladelser i et andet Schengenland, behøver ikke visum for at kunne indrejse i Danmark. Læs mere om indrejse med opholdstilladelse fra andet Schengenland. Disse opholdstilladelser giver ikke ret til indrejse på Færøerne og i Grønland.

Udlændinge, som har visse typer opholdstilladelser udstedt af  Bulgarien, Cypern, Rumænien har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark for at komme til det land, der har udstedt opholdstilladelsen. Udlændinge, som har visse typer opholdstilladelser udstedt af Liechtenstein, har ret til at rejse gennem Danmark. Gennemrejsen må ikke overstige 5 dage.

Udlændinge, som har et opholdskort, der er udstedt efter EU-reglerne om fri bevægelighed, behøver ikke visum for at indrejse og opholde sig i Danmark. Dette gælder både opholdskort, der er udstedt efter direktiv 2004/38/EF, og opholdskort, der er udstedt inden, direktivet trådte i kraft. Opholdskortet gives i form af et plastkort i kreditkortstørrelse eller en opholdssticker, der indsættes i passet.