Spring til indhold

Kultur og samfund

Ungarerne er mere formelle i omgangsformen end danskerne, og man bør derfor indledningsvist undgå "du"-form. Det er vigtigt, at mødeaftaler nøje overholdes, og der bør medbringes visitkort på engelsk eller tysk. Når isen er brudt, vil man opdage, at omgangs­formerne ikke adskiller sig væsentligt fra vores. Der lægges dog vægt på korrekt påklædning (jakke og slips/pæn dragt er tilrådeligt). Også i forholdet mellem kønnene er omgangsformen anderledes end i Danmark. Det er normalt – og forventet – at mænd opfører sig mere høfligt overfor kvinder (f. eks. åbner døre eller trækker stolen ud) end hvad sædvanen er i Danmark.  

Korruption

Som et led i EU's optagelsesprocedure gennemgik Ungarn, sammen med de andre nye medlemslande fra 2004, en markant reformproces i kampen mod korruption og for at harmonisere landets lovgivning med de europæiske standarder. Ungarn ligger dog fortsat et stykke bag de oprindelige EU lande, og ifølge Transparency International, har man for nyligt set en vis tilbagegang. På Transparency Internationals årlige korruptionsindeks blev Ungarn placeret som nummer 50 i 2010 , mens landet i 2017 blev placeret som nummer 66 ud af 178.

Sprogkundskaber

Ungarernes særegne sprog er en af årsagerne til, at de føler sig mindre knyttet til det overvejende slaviske Østeuropa. Til gengæld har landet dybe rødder i det gamle Østrig-Ungarn og er mere knyttet til naboerne mod vest end mod syd og øst. Ungarn ser derfor EU-medlemskabet som fuldbyrdelsen af deres stærke europæiske orientering. De mest udbredte fremmedsprog er engelsk for den yngre generation og tysk for folk over 50 år. Det bør undersøges på forhånd, om tolkebistand er nødvendig eller ønskelig for ungarske samtalepartnere. Antallet af danske tolke er begrænset. Ambassaden vil gerne være behjælpelig med at finde dansk eller engelsk tolkebistand.

Bykultur

I forbindelse med systemskiftet blev der i 1990 gennemført en meget decentraliseret lokalforvaltning i Ungarn med i alt ca. 3.200 selvstyrende lokalenheder. Af praktiske grunde har kun relativt store byer/enheder en egentlig borgmester, mens mindre enheder har fælles distriktskontorer (”distriktnotarens kontor”). Der er ca. 500 af disse kontorer, dækkende ca. 1.400 mindre byer. Landet er desuden opdelt i 19  amter og hovedstadsområdet (uden ret til udskrivning af skat). Med henblik på administration af bl.a. EU-støtte er landet tillige opdelt i 7 planlægningsregioner.
Hovedstaden Budapest er en af de mest dynamiske byer i Centraleuropa og bliver i høj grad betragtet som landets centrum. Hovedkontorer for banker, forretningscentre og kulturelle centre findes alt sammen i Budapest. Byens BNP er højere end i de andre ungarske byer og kommuner, og dens indbyggertal udgør 1,7 millioner ud af landets ca. 10 millioner store befolkning. Altså er der en stor kontrast mellem hovedstaden og resten af landet, hvor selv de næststørste byer ikke består af flere end ca. 200.000 indbyggere.

Traditioner og skikke

Jul og påske fejres i ligesom i Danmark, om end med andre traditioner. Forretningerne drager i stigende grad fordele af det store omsætningspotentiale ved højtider og andre mærkedage, og har overtaget den vestlige model for sæsonmarkedsføring.
Derudover fejrer Ungarn hele tre forskellige nationaldage. Den 15. marts mindes revolutionen imod det østrigsk-Habsburgske kejserrige, den 20. august fejres nationens grundlæggelse, og den 23. oktober mindes ofrene fra 1956-revolutionen imod det kommunistiske diktatur. Den 23. oktober markerer ligeledes årsdagen for den officielle proklamation af Ungarns tredje republik-  og dermed systemskiftet - i 1989.